Morgener kan starte på mange måder.
Kl 7.00 i morges blev jeg vækket af en journalist fra P4, der ville have en udtalelse omkring støjgener på Den Røde Plads. Det gav jeg selvfølgelig gladeligt (men lidt groggy), og indslaget kan høres her. Der findes også en artikel, som kan læses her, hvori kommunen forklarer hvad de vil gøre for at komme problemet til livs.
Skulle der være andre derude, som har problemer med støj og larm fra fester, kan jeg sige to korte ting.
1) Vi i Kilebestyrelsen kan ikke bestemme hvem der bruger pladsen og til hvad - det eneste vi kan gøre er, at styre hvem vi støtter med penge. Vi vil selvfølgelig gøre hvad vi kan for, at tage beboerhensyn med i vores overvejelser, men vi har ikke så meget at skulle have sagt som nogle tror.
2) Vi kan (som andre mennesker) kun reagere på de informationer vi får ind. Så hvis man vil have os i Kilebestyrelsen til at vide noget, så er det bare med at skrive det til os. Vi garanterer selvfølgelig ikke, at vi kan påvirke slagets gang, men det er 100% sikkert, at vi ikke kan handle på informationer vi ikke har.
Sidst, men absolut ikke mindst, så er ingen (undtagen måske de allermest festgale) interesseret i at forstyrre folks nattesøvn. Superkilen er jo for alle, men det er bedst hvis den ikke generer sine naboer alt for meget!
- Claus
